Lidt om mig selv

 

Mine billeder afspejler mine omgivelser. Jeg bor 5 km fra Københavns centrum i et krydsfelt mellem by og natur.

Her er Kalvebod Fælled med dens store flade natur og den høje himmel , køerne og de mange, store nybyggerier  i Ørestaden . Modsætninger mødes, og det har inspireret mig i de 25 år jeg har boet her i en tidligere haveforening. Byen presser, modsætninger mødes og åndehuller forsvinder. Men stadig har vi det store flade inddæmmede område, Kalvebod Fælled.

Jeg debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling 1998 med tre olie malerier af køer. Siden har jeg malet og tegnet byggerier med kraner og arbejder nu fortrinsvis med Fælleden med dens store våde flader,  lys og skygge.

Jeg har de sidste år arbejdet med forskellige former for grafik: Serigrafi (silketryk) og Litografi (stentryk). Ofte kombinerer jeg mine tryk med  tegning og transparente materialer f.eks. folie.

Jeg er uddannet væver og har altid eksperimenteret med  mange former for materialer. Jeg har således arbejdet med oliemaling på transparent nylon. Efter rejser i Kina er jeg blevet inspireret af den kinesiske sorte Kalligrafi og kunstnernes enkle stempler i rødt.

Hele tiden kommer jeg tilbage til tegningen som udgangspunkt. Det at se og tegne vinklerne, farverne og bevægelserne,  det er det,  der bringer mig tilbage til det oprindelige. Der er et rum af mønstrer og gentagelser bag det hele, som er en del af mig.